Mulighederne er uendelige

Ældste Alessandro Dini Ciacci fra Italien

Områdehalvfjerdser

Når jeg bliver spurgt, hvorfor jeg besluttede mig for at tage på fuldtidsmission, da jeg havde tilsluttet mig Kirken, svarede jeg, at jeg havde fundet en skat og ønskede at dele den med andre. Den glæde, som Jesu Kristi gengivne evangelium bringer mig i livet, er årsagen til, at jeg ikke viger tilbage, når det handler om at dele evangeliet med andre og invitere dem med mig i kirke.

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Hvor end I er på jorden, er der masser af muligheder for at dele det gode budskab i Jesu Kristi evangelium med de mennesker, I møder, studerer, bor og arbejder sammen med eller omgås.«1

Da min hustru, Sara, for nylig blev bedt om at holde tale ved et nadvermøde, fortalte jeg nogle af hendes venner om det og foreslog, at Sara ville sætte pris på, at de kom og støttede hende. En af hendes venner kom sammen med sin mand og to børn. En enkel invitation gjorde det muligt at styrke et venskab, og at nogle mennesker, vi holder af, kunne gå i kirke med os.

Generelt er mennesker oprigtigt interesserede i, hvad vi tror på, og ønsker at vide mere. Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Søndagens nye mødeplan er en storslået mulighed for medlemmer til med held kærligt at invitere venner og bekendte til at komme og se og opleve, hvordan det er i kirken.«2

I årenes løb har vi inviteret mange, hvor vi har bedt venner og slægtninge om sammen med os at deltage i børnenes nadvermødeprogram, vores børns dåb, når vi i kirken sang som familie, når vi holdt tale, når der var særlige foredrag eller besøgende generalautoriteter, og vi har også inviteret mange hjem til os eller til familieaften eller til at spise sammen med missionærerne.

Mulighederne er uendelige. Vi kan invitere dem, der ikke er kommet i kirke i nogen tid, eller en slægtning, som ikke er medlem, til at være sammen med os, når vi modtager en ny kaldelse, og måske tilmed når vi bliver indsat. Vi kan invitere vores venner, som ikke er medlemmer, til at sidde sammen med os ved nadvermødet eller i Søndagsskolen. Vi kan invitere dem, hvis vi underviser en klasse, eller hvis vi vil bære vores vidnesbyrd ved et nadvermøde. Vi kan tilmed invitere vores venner til at komme med os til et kirkesponsoreret tjenesteprojekt eller følges med os, når som omsorgsgivende brødre eller søstre skal besøge et hospital eller et plejehjem. Vi kan invitere dem hjem til os til frokost efter kirke.

Uanset hvad vi inviterer til, så er der større sandsynlighed for, at det accepteres, hvis vi beder for dem, vi inviterer, hvis vi søger om inspiration til, hvad vi skal invitere dem til, hvis vi faster for dem, og hvis vi følger tilskyndelsen. I de fleste situationer er det dog ikke nok at invitere, vi skal måske lægge planer for og med dem, vi har inviteret. De ønsker måske at vide, hvad de kan forvente, eller de har behov for at blive kørt.

Andre gange kan dem, som vi bør hjælpe til at komme i kirke, være nogle, som vi altid går i kirke med. Det kan kræve, at vi hjælper en i familien ved at lave morgenmad til dem eller ved at stryge hans skjorte eller hendes kjole, for at de kan spare lidt tid og komme til tiden. Det kan også betyde at undgå negative kommentarer om møderne eller personer, således at dem, vi forsøger at hjælpe, kan fokusere på det positive og finde glæde ved at komme i kirke.

Vi bør invitere alle, selv dem vi ikke tror på vil komme. Må vi, når vi gør dette, finde mod til at invitere i ældste Quentin L. Cooks løfte: »Hvis vi udviser kærlighed, venlighed og ydmyghed, er der mange, der vil tage imod vores indbydelse. De, der vælger ikke at tage imod vores indbydelse, vil stadig være vores venner.«3

Noter

1. Dieter F. Uchtdorf, »Missionering: Del, hvad I har på hjerte«, Liahona, maj 2019, s. 15.

2. Quentin L. Cook, »Stor kærlighed til vor Faders børn«, Liahona, maj 2019, s. 78.

3. Ibid.